Fergurson imponeret over Nani

Manchester Uniteds træner, Alex Ferguson, indrømmer, at han fremover får endnu sværere ved at finde de 11 mand til klubbens startopstilling, efter holdets bænkede profiler leverede varen i mandagens FA Cup-kamp mod Reading.

United spillede sig videre til kvartfinalerne i turneringen med en 2-1-sejr, hvor især Nani sprudlede, da han blev skiftet ind i første halvleg. Den portugisiske fløj scorede Uniteds første mål og lagde op til det andet.

- Nani er et stort talent, og jeg havde en følelse af, at han ville vinde kampen for os. Du kunne se, at han gik lige på og hårdt og var en trussel for dem hele aftenen, siger Alex Ferguson.

- Hvis han bliver ved med at spille på det niveau, så bliver mit job endnu mere vanskeligt, tilføjer han.

Nani erstattede Phil Jones, der måtte udgå med en skade tidligt i kampen. Jones må sandsynligvis sidde ude i et stykke tid.

- Det er en ankelskade, så jeg kan ikke forestille mig, at han bliver klar til lørdag, lyder det fra Alex Ferguson, som sammen med resten af United-mandskabet skal møde Queens Park Rangers i weekenden.

Manchester United fører suverænt Premier League med 12 point ned til nummer to, Manchester City.

I kvartfinalen i FA Cuppen skal det engelske tophold enten møde Chelsea eller Middlesbrough.

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV