Ferguson afslører løn-ballade med Rooney

Skrevet af admin

22/09/2015

Dagens topnyheder

I den engelske fodboldklub Manchester United måtte ingen spillere tjene mere end manager Alex Ferguson.

Det afslører Ferguson i sin nye bog "Leading" (førende, red.), som udkommer tirsdag.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

I 2010 var Wayne Rooney på vej til at forlade klubben på grund af uenigheder om hans kontrakt. Alligevel vendte han på en tallerken og skrev under på en aftale, som ifølge flere rapporter gav ham en ugeløn på 180.000 pund, i omegnen af 1,8 millioner kroner.

Men det var langt mindre end United oprindeligt havde tilbudt ham, oplyser Ferguson.

Skotten tog nemlig fat i Manchester Uniteds ejere, den amerikanske Glazer-familie og klubbens daværende direktør David Gill og fortalte dem, at han ikke syntes om, at Wayne Rooney skulle tjene det dobbelte af, hvad han selv gjorde.

- Det var helt simpelt. Vi aftalte, at ingen spillere skulle have mere i løn end mig, skriver Alex Ferguson i sin bog.

Da Ferguson stoppede som manager i 2013 var Wayne Rooney ikke inde i varmen, men holdets nuværende manager Louis van Gaal har gjort angriberen til anfører.

I sin bog fortæller Alex Ferguson desuden, at han i 2010 legede med tanken om at købe den kontroversielle italienske angriber Mario Balotelli.

- Jeg gjorde mit hjemmearbejde og talte med nogle italienske kontakter. De tilbagemeldinger jeg fik, bekræftede, at det ville være for stor en risiko, skriver Ferguson.

Mario Balotelli har siden forsøgt sig i både Manchester City og Liverpool uden den store succes. Italieneren spiller nu i AC Milan.

Både spillere, direktører og agenter får det glatte lag af Alex Ferguson.

Han langer blandt andet ud efter Tottenhams bestyrelsesformand Daniel Levy i en sag, der handlede om dennes håndtering af Dimitar Berbatovs skifte til Manchester United i 2008.

Han kalder oplevelsen for "mere smertefuld end udskiftningen af min hofte."

Til gengæld mener Ferguson, at hans tidligere spiller Ryan Giggs, som havde en lang karriere i Manchester United og nu er assisterende manager, vil blive en "meget dygtig manager med en god og lang karriere".

/ritzau/