Ferguson-betjent får ingen fratrædelsesordning

Ingen fratrædelsesordning og heller ingen pension.

Den hvide politibetjent, der i august skød og dræbte en sort teenager i St. Louis-forstaden Ferguson, kommer ikke til at nyde godt af nogen særlig ordning, efter at han har meddelt sin afsked med politiet.

Det oplyser borgmesteren i Ferguson, James Knowles, på et pressemøde, efter at betjenten Darren Wilson lørdag afslørede, at han ikke fortsætter i uniformen.

- Der er ingen fratrædelsesordning eller forlængelse af andre ydelser for Darren Wilson efter hans opsigelse, lyder det fra borgmesteren, der desuden ønsker at få flere sorte politibetjente i Ferguson.

Darren Wilson blev i sidste uge frifundet af en storjury i sagen om drabet på 18-årige Michael Brown. Sagen har ført til raceuroligheder i store dele af USA, hvor sorte mennesker føler sig uretfærdigt behandlet af myndighederne.

Wilson har begrundet sin afsked med, at han ville frygte for egen og andre betjentes sikkerhed, hvis han vendte tilbage til korpset. Det var ventet, at han ikke ville vende tilbage til politiet i Ferguson.

Hans afsked har dog ikke fået alle kritikere til at klappe af begejstring. Nogle ønsker, at også byens øverste politichef fratræder sin stilling.

På pressemødet siger chefen, at han ikke har nogen planer om at trække sig, og byens borgmester afviser samtidig, at der er ændringer på vej i politiets ledelse.

Præsident Barack Obama skal mandag mødes med rettighedsaktivister, folkevalgte og folk fra ordensmagten for at diskutere, hvordan man kan styrke tilliden til politiet i landet.

Obama har tidligere kaldt den manglende tillid til politiet blandt ikke-hvide amerikanere for "et amerikansk problem".

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip