Ferguson-betjent undgår drabstiltale for teenagers død

Skrevet af admin

25/11/2014

Mest læste i dag

En storjury mener ikke, at der skal rejses tiltale imod betjenten Darren Wilson, der i august affyrede en række skud, som dræbte den sorte teenager Michael Brown i Ferguson i USA.

Det oplyser anklager Robert McCulloch natten til tirsdag dansk tid.

- Juryens medlemmer mener ikke, at der er beviser eller grundlag for, at der skal rejses tiltale i sagen, siger McCulloch ved et pressemøde.

Han understreger samtidig, at afgørelsen er blevet truffet på et "solidt" og "oplyst" grundlag.

- Juryen har mødtes 25 gange. Medlemmerne har hørt 60 vidneudsagn fordelt på 70 timers afhøringer, set hundredvis af billeder og fået vurderinger fra en række eksperter. Det har været deres opgave at sortere fiktionen fra fakta. De er de eneste, der har hørt og set alle beviser, siger McCulloch.

Skyderiet mod Michael Brown i sommer førte til flere ugers voldelige demonstrationer i Ferguson og satte gang i en national diskussion om racisme og politiets handlemåde.

Brown var ubevæbnet, da han blev skudt, men politiet har sagt, at Brown var truende. Øjenvidner har modsat fortalt, at han rakte hænderne i vejret som tegn på overgivelse.

Ifølge Robert McCulloch har medierne og de sociale medier været med til at forplumre sagen i offentligheden.

- Det mest besværlige i dette forløb har været 24 timers nyheder og konstante rygter på de sociale medier. Jeg anerkender, at upræcise oplysninger om skyderiet frustrerer både medier og borgere, men ikke alle udsagn har været korrekte, siger han og uddyber:

- For eksempel har nogle vidner beskrevet, at den ubevæbnede teenager rakte hænderne i vejret som tegn på overgivelse, men det er blevet modbevist af fysiske beviser i sagen. Det samme er påstande om, at Michael Brown blev skudt, da han løb væk fra stedet, hvilket også har floreret.

Lokale sikkerhedsstyrker har op til offentliggørelsen af storjuryens beslutning forberedt sig på nye uroligheder i den lille forstad til St. Louis. Det frygtes, at spændingerne i byen bryder ud på ny, når Darren Wilson ikke bliver retsforfulgt.

Både Michael Browns far og mor har opfordret demonstranter til at holde sig fra at bruge vold. Sent mandag aften lokal tid er der kun meldinger om en anspændt, men fredelig stemning.

/ritzau/