Ferguson kigger efter forstærkninger

Manchester United er godt i gang med at forberede sig til næste sæsons forsvar af det engelske mesterskab.

Manager Alex Ferguson er i øjeblikket i gang med at udse sig de spillere, der skal forstærke United efter sommerpausen.

Her forventes det, at de nærmeste forfølgere fra Manchester City og Chelsea vil investere dyrt.

- Vi har arbejdet lidt på sagen de seneste tre-fire måneder og jagtet de spillere, vi føler, kan forstærke os, gøre os bedre og holde os på vores nuværende niveau, siger Ferguson ifølge AFP til klubmagasinet Inside United.

- Forhåbentlig kan vi få spillere, der har den kvalitet, vi har brug for. Vi er konkurrencedygtige på transfermarkedet, men vi er ikke Chelsea eller Manchester City, når det kommer til penge, men vi kan konkurrere, siger manageren.

Manchester United har de seneste uger været sat i forbindelse med Dortmund-angriberen Robert Lewandowski og Atletico Madrids angriber Radamel Falcao.

Alex Ferguson nævner i interviewet med Inside United ikke, hvilke spillere han har kig på.

/ritzau/

 

Dagens Gossip