Ferieflyet mere miljøvenligt end bil, tog og bus

Gennem mange år har luftfarten været udpeget som ”skurken”, når talen falder på miljøvenlig transport. Men virkeligheden er en anden. CO2-udslippet er således større, hvis eksempelvis ferierejsen til Mallorca eller Nice foregår med bil, bus eller tog.

For hver kilometer, som en person kører med for eksempel en bybus i København, udledes der næsten dobbelt så meget CO2, som der produceres pr. passagerkilometer af et moderne Airbus 330-300 fly.

Mens bussen udleder omkring 119 gram CO2 pr. personkilometer og et tog ca. 113 gram, nøjes det nævnte Airbus-fly med 61,5 gram. En moderne bil med ”halvanden” passager bidrager med 115 gram CO2 pr. passagerkilometer.

- Dertil kommer så, at tog, bus og bil må tilbagelægge en længere strækning end flyet, der kan flyve den direkte vej til rejsemålene i udlandet, siger Kim Houmark Hansen, der er miljøchef i Spies’ eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Han har beregnet, at et af selskabets store A330-charterfly skal bruge 61 liter brændstof for at flyve en passager fra en dansk lufthavn til populære Mallorca.

- Hvis man tror, at ens ”uhakkede” røde Puch Maxi kan gøre det bedre rent brændstoføkonomisk, kan man godt tro om. Knallerten skal bruge mindst 65 liter benzin til den cirka 2.400 kilometer lange tur – og så skal man tanke mere end 20 gange undervejs, fortæller Kim Houmark Hansen.

Disse – og mange flere miljøtal – kan man finde i flyselskabets nyeste miljørapport for 2013/2014. Det danske flyselskab er blandt de fem første i verden, som er ISO14001 miljøcertificeret.

På det seneste har Thomas Cook Airlines’ piloter fået lagt deres flymanualer over på cirka 630 gram lette iPads. Ikke alene har det givet en vægtbesparelse pr. fly på ca. 50 kilo, men også et reduceret kopiforbrug på over en million A4 ark.

De sparede kilo reducerer selskabets brændstofforbrug med omkring 100 tons på årsbasis og reducerer CO2-udslippet med cirka 300 tons. I år vil selskabet få leveret nye Airbus-fly (A321), som benytter i omegnen af 3,5 procent mindre brændstof.

Dagens Gossip

Dagens TV