Feriehjælp skal styrke udsattes hverdag

En sommerferie koster både penge og kræver mentalt overskud, for hvor skal familien hen, og hvordan er det med togreservationer og booking af overnatning.

Bekostelige og uoverskuelige beslutninger i en hverdag på overførselsindkomst og med psykisk sygdom, misbrug eller ensomhed oveni.

Med en pulje på 13 millioner kroner fra Socialministeriet får udsatte enlige og børnefamilier fra hele landet chancen for at trodse deres vanskeligheder og realisere drømmen om at komme hjemmefra og opleve et fællesskab med ligesindede.

- Det er vigtigt, at socialt udsatte får mulighed for et afbræk fra en hård hverdag. Et frirum, hvor de kan få nogle gode oplevelser, der kan være det friske pust, der gør dem i stand til at tackle hverdagen, siger socialminister Manu Sareen (R).

Pengene fordeles mellem blandt andre boligselskaber, væresteder for hjemløse og psykisk syge og kvindecentre.

Netop i denne uge er syv enlige forsørgere fra Vollsmose i Odense på Marielyst Feriecenter på Falster med deres i alt 25 børn i alderen fra tre måneder til 16 år.

Med på ferien er fire medhjælpere, herunder Inge Agnes Reenberg, formand for Vollsmose Sogns Menighedsråd.

- For familierne betyder det alt, at de kommer af sted. De har hverken penge eller energi til at spare op og planlægge en ferie. En enlig mor til fem på kontanthjælp har slet ikke det overskud, for hun har nok med at få dagligdagen til at fungere, siger Inge Agnes Reenberg.

Også for brugerne af "Den blå paraply" i Randers styrker det sammenholdet at være på en af de fire dage lange omsorgsture.

- Mennesker, som lever alene til hverdag, oplever et fællesskab på gåture, eller når der skal laves mad, siger daglig leder Ruth Sloth Petersen.

- Og så betyder hyggen meget. At vi sætter blomster på bordet, og at der dufter af kage, kan virke inspirerende. For nogle i sådan en grad, at de tager skridt til at ændre noget i deres liv, når de kommer hjem. /ritzau/

Dagens Gossip