Fernando Alonso bliver hos McLaren

Skrevet af admin

08/10/2015

Mest læste i dag

De seneste uger har været omgærdet af spekulation omkring Fernando Alonsos fremtid hos det kriseramte McLaren-Honda-team.

Torsdag bekræftede den tidligere dobbelte Formel 1-verdensmester så, at han bliver hos McLaren i næste sæson og 2017 med, selvom teamets resultater mildest talt har været skuffende.

- Ja, selvfølgelig og 2017 også, svarede Fernando Alonso, da han blev spurgt, om han fortsætter hos McLaren i den kommende sæson ifølge nyhedsbureauet AFP.

For nylig bekræftede holdkammeraten og verdensmesteren fra 2009, Jenson Button, at han også fortsætter hos McLaren i næste sæson. Britens fremtid havde ellers også været genstand for massiv spekulation.

Fernando Alonso nedtonede også krisesnakken, som opstod efter grandprix'et i Japan, hvor han over radioen kaldte bilens Honda-motor for "pinlig".

- Vi står over for nogle svære tider, en hård tid som team, og hvad du taler om over radioen burde forblive privat, fordi du taler til teamet, siger Fernando Alonso.

- Når du sidder i bilen i et løb, og du giver alt, hvad du har, og du kæmper omgang efter omgang, og du let mister positioner på langsiden, selv inden opbremsningen, så kommer der en del frustration ud på radioen, siger han.

Fernando Alonso er nummer 16 i VM-stillingen, mens teamkammeraten Jenson Button er nummer 18. I konstruktørernes VM-stilling er McLaren-teamet nummer 9 ud af 10 teams.

/ritzau/