Fernando Alonso får grønt lys til at køre i Shanghai

Skrevet af admin

15/04/2016

Mest læste i dag

Fernando Alonso kan køre med, når sæsonens tredje Formel 1-grandprix bliver kørt søndag i Shanghai.

Det meddeler Den Internationale Motorsportsunion (FIA).

McLaren-køreren havde allerede fået godkendelse til at køre med ved fredagens træning.

Fernando Alonso, der blev verdensmester i 2005 og 2006, gik glip af det seneste grandprix i Bahrain, da FIA på baggrund af nogle skanninger ikke fandt det forsvarligt at lade ham stille op.

Det skete, efter at han var involveret i et alvorligt uheld i sæsonens første grandprix i Melbourne den 20. marts.

Fernando Alonso blev nummer 12 i fredagens første træning i Shanghai, hvor Mercedes-køreren Nico Rosberg var hurtigst.

Tyskeren har vundet sæsonens to første grandprixer og topper derfor VM-stillingen.

Træningen i Shanghai blev afbrudt flere gange på grund af punkteringer.

Det ramte blandt andre den danske Renault-kører Kevin Magnussen.

Han blev derfor slet ikke noteret for en tid under træningen.

Kevin Magnussens teamkammerat hos Renault, Jolyon Palmer, blev noteret for 17.-bedste tid.

/ritzau/