Fernando Alonso vil være tålmodig med McLaren

Skrevet af admin

18/12/2014

Mest læste i dag

Den 33-årige spanske Formel 1-stjerne Fernando Alonso er sikker på, at han kommer til at vinde løb med McLaren.

- Jeg er her for at vinde, men ikke for at vinde fra første dag. Jeg er her for at vinde i det lange løb, siger han til BBC.

Alonso blev i sidste uge præsenteret som ny McLaren-kører for de næste tre år, og det betød blandt andet, at 22-årige Kevin Magnussen blev degraderet til reserve efter blot én sæson i Formel 1.

- Hvis vi har brug for at have en indlæringsperiode, så er jeg her for det, og jeg er indstillet på at arbejde sammen, siger Alonso.

McLaren-boss Ron Dennis har bekræftet, at Alonso har en kontrakt på tre år uden klausuler om at stoppe samarbejdet før tid.

De seneste to sæsoner har McLaren haft svært ved at levere gode resultater på banen. Teamets bedste resultat i 2014 var faktisk Magnussens andenplads i sæsonåbningen i Australien.

Mens Magnussen i 2015 må nøjes med at være reserve, så besluttede McLaren-ledelsen at beholde Jenson Button som en af teamets faste kørere.

34-årige Button har en kontrakt på mere end én sæson. Britiske medier skriver, at Button har en toårig kontrakt.

/ritzau/