Fernando Torres: Diego Costa sendte mig væk fra Chelsea

Skrevet af admin

03/09/2014

Mest læste i dag

Den spanske angriber Fernando Torres indrømmer, at han vidste, at tiden til at forlade Chelsea var nu, hvor London-klubben havde fået landsmanden Diego Costa på kontrakt.

Torres skiftede i januar 2011 fra Liverpool til Chelsea for 50 millioner pund, som dengang var en britisk transferrekord, men målformen fra Liverpool fandt han aldrig frem i Chelsea.

De næste to år er han udlejet til italienske AC Milan.

- Selvfølgelig kunne jeg se, hvilken sæson der ventede mig i Chelsea. Klubben købte en angriber, som forventede at spille, og jeg har brug for at have den følelse af at være vigtig, siger Torres ifølge Sky Sports.

I sin tid i Chelsea var Torres med til at vinde Champions League, Europa League og FA Cuppen.

- Jeg vil gerne takke de to klubber, jeg spillede for i England. Jeg vil takke Liverpool for at få mig til Premier League, og jeg vil takke Chelsea for de trofæer, jeg var med til at vinde.

- Efter alle de år havde jeg dog brug for forandring og noget, som kunne give mig lysten til at spille og til at føle mig vigtig. AC Milan er alt det, jeg havde brug for. En fantastisk klub med fantastiske fans.

- Jeg vil forsøge at gøre det godt og finde tilbage til mit normale niveau. AC Milan skal igen høre til blandt de tre bedste klubber i Serie A, og jeg vil tilbage til mit tidligere niveau. Jeg er glad for at være her, og jeg kan ikke vente med at komme i gang, siger angriberen.

I Milan erstatter Torres det italienske problembarn Mario Balotelli, der er returneret til England, hvor han nu tørner ud for Liverpool.

- Balotelli? Han var vigtig i Milan, og jeg ønsker ham held og lykke med tilværelsen i Liverpool, siger Torres.

/ritzau/