Ferrer slår Nadal og dækker op til Djokovic

Skrevet af admin

02/11/2013

Dagens topnyheder

Det blev overraskende David Ferrer og ikke verdensetteren Rafael Nadal, som søndag skal møde Novak Djokovic i finalen ved ATP-turneringen Paris Masters.

Lørdag aften slog Ferrer sin spanske landsmand med 6-3, 7-5 i løbet af lidt over halvanden times spil.

- Det var helt klart den bedste kamp, jeg har spillet hele ugen, og jeg kæmpede for hver en bold. Jeg er meget tilfreds, fordi jeg spillede mit bedste tennis, siger Ferrer ifølge nyhedsbureauet AFP.

31-årige Ferrer er nummer fire i verden og forsvarende mester i turneringen, men det var Nadal, som var storfavorit til at vinde semifinalen.

Nadal kunne ellers blive den første spiller siden André Agassi i 1999 til at vinde både grand slam-turneringen French Open og Paris Masters i samme sæson.

Men Nadal, som senest deltog ved Paris Masters i 2009, spillede ikke en god kamp. Det blev til hele 25 uprovokerede fejl fra Nadal, som også kun formåede at udnytte en enkelt af i alt syv breakmuligheder i Ferrers serv.

Ferrer endte derfor med at slå Nadal ud af turneringen, og det var blot Ferrers femte sejr i de foreløbig 21 indbyrdes opgør.

I søndagens finale skal Ferrer møde Djokovic, som tidligere lørdag slog Roger Federer ud af turneringen.

- Nu skal jeg forsøge at restituere og spille en god kamp søndag. Jeg elsker at være her, og jeg har gode minder, siger Ferrer, som sidste år slog polakken Jerzy Janowicz i finalen.

/ritzau/