Fertiliteten daler før vi aner det

En af konklusionerne i en dansk-amerikansk undersøgelse, der for nylig blev offentliggjort i tidsskriftet Studies in Fertility and Sterility, kunne ellers umiddelbart være med til at dulme babypanikken hos de 35 til 40-årige barnløse kvinder.

Budskabet lød, at de ældre kvinders evne til at blive gravid ikke var markant ringere end de yngre kvinders. Men fertilitetslæger advarer kraftigt imod at udskyde babyplanerne på baggrund af undersøgelsen, skriver avisen.

Hvert år ender omkring 10.000 par i fertilitetsbehandling, anslår Dansk Fertilitetsselskab. Men kun 70 procent af dem, som kommer i behandling, ender med at få et levendefødt barn.

Endnu værre ser det ud for de kvinder, der først begynder »projekt baby« efter, at de er fyldt 35 år. Her vil kun halvdelen føde et barn, viser forskningen.

»Undersøgelsen er med til at skabe en falsk tryghed. Det er evident, at alder har en indflydelse på kvinders fertilitet. Det viser alle studier. Det kan godt være, at 72 procent af de 35 til 40-årige, der deltager i den dansk-amerikanske undersøgelse, får børn. Men 28 procent – altså over en fjerdedel  ender som ufrivilligt barnløse. Den gruppe ville have bedre odds, hvis de startede med at få børn tidligere,« fastslår Søren Ziebe, der er formand for Dansk Fertilitetsselskab og klinikchef på Rigshospitalets fertilitetsklinik.

»Samtidig ved vi også, at risikoen for ufrivillig abort stiger signifikant med kvindens alder. Det forholder den nye undersøgelse sig mig bekendt ikke til,« siger Søren Ziebe.

»Det er tankevækkende, at mange af vores ellers velorienterede unge ikke får de børn, de ønsker sig.«

Det er især i de større universitetsbyer, at babyer må vige pladsen for lange uddannelser og karriere. Det er København et klart eksempel på. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at koncentrationen af fødedygtige kvinder er størst i hovedstaden, men at gruppen er suverænt dårligst til at reproducere sig selv.

»Spørger man befolkningen, ønsker langt de fleste sig to til tre børn. Men især unge mænds viden om frugtbarhed er ret ringe. Det er ikke gået op for dem, at man kan få vanskeligt ved at få børn fra kvinden er 30 år,« siger Lone Schmidt, dr.med. og lektor i reproduktiv sundhed ved Institut for Folkesundhed.

Hun fortæller, at kun hver syvende kvinde på 35 år vil blive gravid i en given cyklus. Det tal daler til hver syttende hos 40-årige kvinder. Samtidig øges de sygdomme, der kan påvirke kvinders frugtbarhed, i takt med, at kvinderne bliver ældre.

Hos Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse genkender man i nogen udstrækning den almindelige forestilling om fertilitet, siger formand Anette Thrane.

»Vores generation tror, at vi har god tid. Vi vil have uddannelse, finde et fedt sted at bo, rejse og nyde ungdomslivet. Samtidig finder vi ofte også vores partner i en senere alder i dag,« siger hun til Berlingske.

Dagens Gossip