Festival aflyser: Der blev ikke solgt nok billetter

Fem uger, før Smukfest Copenhagen skulle være løbet af stablen, meddeler festivalen nu, at den bliver aflyst.

Årsagen er, at der ikke er solgt nok billetter.

- Vi havde glædet os stort til at lukke publikum ind til en endnu bedre udgave af Smukfest Copenhagen i år, men her fem uger før vi skulle åbne, må vi indse at vores billetsalg er så lavt, at vi ikke kan forsvare at gennemføre arrangementet. Faktum er, at vi kun har solgt en fjerdedel af de billetter vi havde solgt på samme tidspunkt sidste år - og som udviklingen har været, har vi ingen tro på, at det udvikler sig anderledes, skriver formand for Skanderborg Festivalklub, der arrangerede søsterfestivalen i hovedstaden, Claus Visbye, i en pressemeddelelse.

Første udgave af festivalen blev holdt sidste år, men nu er det slut.

- Vi betragtede sidste års underskud som en investering i fremtiden for vores nye festival – og var sikre på, at vi med to hele weekenddage, et godt musikprogram og masser af gode oplevelser planlagt på pladsen, også havde det der skulle til for at sælge de nødvendige billetter. Sådan er det desværre ikke gået og vi vælger derfor at aflyse, fremfor at gennemføre et lunkent arrangement, skriver formanden videre i pressemeddelelsen.

Festivalen var planlagt til at finde sted på 10-øren og 5-øren den 31. juli og den 1. august.

Blandt de optrædende skulle have været Lenny Kravitz, Dizzy Mizz Lizzy, De Eneste To, Burhan G og The Minds of 99.

Dagens Gossip

Dagens TV