Festival deler million ud til udsatte og ensomme unge

Skrevet af admin

09/08/2014

Mest læste i dag

Selvom Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg lørdag fik nogle ordentlige bankebyger, og folk måtte trække i læ og steppe uden om pytterne, bringer det ingen rynker frem i panden på arrangørerne.

Her lyder meldingen, at alting klapper på årets festival, den 35. af slagsen, som for første gang nogensinde er hegnet ind og alle tidligere gratister lukket ude.

Det skal skabe mere plads til de betalende gæster og lægge en dæmper på tyverier og vold, som sidste år steg markant.

- Vi er glade og tilfredse med ændringerne. Vi kunne under fredagens Nik & Jay koncert og technofesten med Skrillex se, at pladsen fungerer også på en travl aften. Samtidig er antallet af tyverier på uhørt lavt niveau, siger pressetalsmand Poul Martin Bonde.

Til gengæld har festivalen måttet afværge en del forsøg på ulovligt at forcere de mange kilometer hegn.

Festivalen stifter i år en ny fond, Smukfonden, som hver år skal uddele 20 procent af festivaloverskuddet til projekter, der afhjælper ensomhed og udsathed ikke mindst hos unge.

- Alt, hvad vi laver, handler om fællesskab. Vi vil gerne give noget af det videre til nogen, der har meget brug for det, siger Bonde.

Derfor uddeles i år en million kroner af sidste års overskud på 4,7 millioner kroner. De første portioner gik lørdag til Røde Kors Skanderborg, Kirkens Korshær i Aarhus samt Kofoeds Kælder i København, der hver modtager 50.000 kroner.

De tre modtagere skal desuden være med til sammen med festivalens formand og Skanderborgs borgmester at beslutte, hvem resten af millionen skal gå til.

Kofoeds Kælder åbnede i september sidste år som et tilbud til unge, som er den hastigst voksende gruppe af hjemløse.

- Vi havde regnet med kontakt med 50-100 unge i løbet af et år. Men det skete efter bare fire måneder. Behovet er meget stort og vores 10 klubværelse er konstant i brug, så vi er meget glade for pengene, siger Pernille Jacobsen fra Kofoeds Kælder.

/ritzau/