Festivalgæsterne nyder solen og glæder sig til musikken

Skrevet af admin

01/07/2015

Dagens topnyheder

Solen brager igennem på Roskilde Festival, og når man går en tur igennem festivalens campingplads, så kan man også godt se, at enkelte faktisk lider en smule.

Det er stort set umuligt at finde en ledig plads, hvor der er skygge. Gæsterne har søgt ly for solen alle tænkelige steder.

To af dem, som ikke har en plads i skyggen, er Sabrina og Sara fra Helsingør. De har slået sig ned på festivalens vest-areal og har været på campingområdet siden åbningen lørdag.

- Det regnede i weekenden, så det er da rart, at solen skinner. Men det er altså næsten for varmt nu, siger 18-årige Sabrina.

De glæder sig til, at festivalpladsen åbner senere onsdag. Det betyder nye områder, hvor det ikke er helt så beskidt og slidt, som campingpladsen efterhånden er. Men der er også en anden fordel: Maden er bedre inde på festivalpladsen, mener pigerne.

Selve musikprogrammet er de ikke helt oppe at ringe over. Det har været mere efter deres smag de seneste par år. Alligevel glæder de sig til musikken og ikke mindst danske Rangleklods, som spiller torsdag.

Festivalen er rykket, så musikken begynder onsdag, og allerede slutter natten til søndag.

- Jeg kan godt se idéen i det. Det er smart, hvis man skal have fri fra arbejde, men for os var det faktisk lidt irriterende. Vi er lige blevet studenter, og vi kunne godt have brugt en ekstra dag derhjemme, siger 19-årige Sara.

Hvis man bevæger sig over den såkaldte gangbro, så kommer man over i Dream City, som rummer flere af de større og mere veletablerede camps.

En af dem er Camp Crazy Legs, som gør sit til at afkøle gæsterne. De runder campingdagene af med en stor skumfest, hvor små 200 gæster danser og fester i stort virvar af vand og skum.

- Velkommen til Roskilde Festivals fedeste event, som speakeren selvsikkert brøler ind i mikrofonen.

På campingpladsen går den rutinerede festivalgænger Erik rundt. Han har været på festivalen otte gange i de seneste 20 år, men han bor ikke længere på campingpladsen. I stedet har han slået lejr blandt de andre frivillige, hvor forholdene er mere rolige.

- Jeg tror, det er umuligt at få folk til at rydde mere op her på campingpladsen. Det skulle da lige være, hvis drengene fik noget at sigte efter, så de kunne kaste med affaldet, siger Erik.

Han ankom til festivalen søndag, og han glæder sig også til, at musikken begynder senere onsdag.

- Muse er helt klart mit hovednavn. Det er i hvert fald det eneste band, som jeg bare skal høre. Men jeg skal nok også se Einstürzende Neubauten, siger han.

Campingdagene er gået efter planen og uden de store problemer. Det oplyser festivalens sikkerhedschef, Morten Therkildsen, til Ritzau.

- Det er business as usual. Vi holder en stor fest med 60.000 gæster på pladsen, og der er selvfølgelig nogle sager, men de er ikke anderledes, end vi er vant til. Det er en dejlig og fredelig festival med rigtig god stemning, siger han.

/ritzau/