Feteret norsk kæmpetalent står foran skæbnesommer

Martin Ødegaard havde lagt verden for sine fødder, da han som 16-årig blev jagtet af storklubber i hele Europa. Nu spiller han i den spanske 3. division på Real Madrids andethold, Castilla.

Den bliver ikke ved med at gå, hvis det 17-årige kæmpetalent skal beholde sin plads på det norske landshold, konstaterer det norske nyhedsbureau NTB, og nævner, at et udlån til spilletid i en klub på et højere niveau er en mulighed.

Som sådan bliver sommeren sikkert fuld af spekulationer om nordmandens fremtid.

- Jeg træner med førsteholdet og spiller for Castilla. Det trives jeg fortsat med, og det fungerer godt. Så vi må hellere vente og se, hvad der sker til sommer. Foreløbig har det været godt for mig her, siger Martin Ødegaard til NTB.

- Jeg tager et halvt år ad gangen og foretager en vurdering (efter denne sæson), siger Ødegaard.

Han skiftede til Real Madrid til trods for tilbud fra en lang række store klubber og blandt dem efter sigende en del, som ville bringe den unge nordmand tættere på spilletid end den stjernespækkede spanske storklub tilbyder.

I Real Madrid rumsterer turbulensen stadig, efter ligaguldet er forsvundet ud i horisonten på trods af fyringen af Rafael Benitez som cheftræner. I hans sted er Zinedine Zidane indsat.

Tidligere var Zidane træner for Castilla og dermed en af Ødegaards vigtigste støtter, skriver NTB.

/ritzau/

Dagens Gossip