Fiasko truer dansk prestigeprojekt i Helmand

Danmarks forsøg på at skabe udvikling og sikkerhed ved Gereshk i Afghanistans uroplagede Helmandprovins, hvor 38 danske soldater er blevet dræbt, er stødt på voldsomme problemer.

Det skriver Politiken fredag.

Officielt går det godt med sikkerheden ved Helmands vigtigste handelsby, som danskerne efter fem års ansvar overlod til de afghanske styrker for et halvt år siden.

Men nu er det største og vigtigste udviklingsprojekt i området blevet udskudt.

Risikoen for at blive skudt eller ramt af vejsidebomber er så stor, at ingen entreprenører vil påtage sig arbejdet med at renovere vandkraftværket ved byen og dermed skaffe strøm og udviklingsmuligheder for indbyggerne.

Samtidig er de afghanske sikkerhedsstyrker, der skulle beskytte projektet, ikke dukket op, og de præfabrikerede mandskabsbarakker til arbejderne er strandet på en Nato-base.

- Vi forsøger ikke at stikke folk blår i øjnene, sikkerheden er årsag til problemerne, siger udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R) til Politiken.

Han tror dog stadig på projektet, der bliver støttet med 50 millioner kroner.

- Vi synes fortsat, at projektet er en god idé, og vi skal nok få det gennemført en dag, fortæller han.

Det officielle håb er, at planen realiseres i løbet af 2015, men ministeren føler sig ikke sikker på, at det er realistisk

- Der er ikke sat en tidsfrist for, hvornår støtten bortfalder, siger han.

Vandkraftværket skulle med nye turbiner og nyt forsyningsnet skaffe strøm til Gereshk, hovedbyen i det danske ansvarsområde i Helmand. Samtidig skulle projektet skabe flere job og udvikling.

Danmark startede sammen med briterne og den asiatiske udviklingsbank projektet i 2008.

Generalsekretær for Dansk Røde Kors Anders Ladekarl var i Danida’s styrelse med til at behandle projektet.

- Spørgsmålet er, om projektet nogensinde har kunnet gennemføres, og om risikovurderingen var realistisk, eller om vi har været naive, siger Anders Ladekarl til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip