Fidel Castro advarer mod atomkrig

Ifølge Reuters mindede Castro desuden om, at den 30-årige leder Kim Jong-un har vist omverdenen Nordkoreas tekniske formåen, og at det nu er på tide at huske på landets »forpligtelser over for andre lande, der har støttet nordkoreanerne«.

»Den Demokratiske Folkerepublik Korea har altid haft et venskabeligt forhold med Cuba, ligesom Cuba altid har været og fortsat vil være med hende (Nordkorea, red.),« skriver den 86-årige Castro i en klumme i cubanske statsmedier, hvori han også kalder den nuværende situation på halvøen for »utrolig og absurd«.

Nordkorea, der ligesom Cuba er en af verdens sidste kommunistiske stater, har gjort to mellemdistance-missiler klar til affyring og skjult dem i underjordiske anlæg på landets østkyst - altså tættere på stillehavsøen Guam, hvor USA både har en fly- og flådebase.

De to raketter går under navnet Musudan, og ifølge Reuters er missiltypen aldrig blevet testet. Det vurderes, at Musudan-raketter har en rækkevidde på omkring 3.000 kilometer, som sandsynligvis kan øges til 4.000 kilometer, hvis de udstyres med lette sprængladninger.

Hvis det er tilfældet, kan de nordkoreanske raketter nå Guam.

Dagens Gossip

Dagens TV