Fidos ejer efter afsked: Han var rigtig glad for at se mig

Hun havde håbet til det sidste, at nogen ville gribe ind og redde hendes hund. Men nu har Louise Bluhme Sørensen sagt endeligt farvel til hunden Fido, der skal aflives, fordi ejeren ikke kan bevise, at den ikke er en Amstaff-blanding.

- Jeg håbede, der var en lille chance for, at jeg fik en god opringning. Men det skete bare ikke, sagde ejeren med tårerne trillende ned af kinderne, efter hun havde taget afsked med Fido.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med nu

Hun fik sammen med en veninde en halv time til at sige farvel til hunden, som har været i politiets varetægt, siden den i begyndelsen af februar stak af og blev indleveret som herrerløs hund.

- Det var dejligt at se ham, og han blev enormt glad for at se mig og hoppede op af mig. Men han var også meget forvirret, fortalte Louise Bluhme Sørensen til Dagens.dks mand på stedet.

Politiet i Vejen har nu kørt hunden til en dyrlæge, som skal aflive den. Herefter vil betjentene aflevere den døde hund til ejeren, som har gjort klart til begravelse i haven ved hjemmet i Sdr. Hygum nær Rødding.

- Jeg ville hellere have haft ham med hjem i live. Det skete så ikke. Nu vil jeg bare have det overstået, så jeg kan komme videre og mindes de gode stunder med ham.

Hør hele interviewet med Louise Bluhme Sørensen herunder.

 

Dagens Gossip