Fifa afviser at offentliggøre Qatar-rapport

Skrevet af admin

17/10/2014

Dagens topnyheder

Offentligheden kommer ikke til at få fuldt indblik i den 350 sider lange rapport, som det internationale fodboldforbund (Fifa) har fået udarbejdet omkring tildelingen af VM i 2018 og 2022 til henholdsvis Rusland og Qatar.

Det kan ifølge forbundets højeste juridiske ansvarlige, Hans-Joachim Eckert, ikke lade sig gøre.

- At offentliggøre rapporten i sin fulde længde vil faktisk sætte Fifas etiske komité og Fifa selv i en svær juridisk situation, siger Hans-Joachim Eckert til Fifas hjemmeside.

- Desuden er vi nødt til at respektere de deltagende personers rettigheder, hvilket sandsynligvis ikke er muligt ved en publicering af den fulde rapport.

Fifas efterforsker, Michael Garcia, lagde ellers pres på tidligere på ugen for at få rapporten ud.

Amerikaneren, der tidligere har arbejdet for FBI, mener, at offentligheden har krav på at vide, hvad der er foregået, efter at Qatar i månedsvis er blevet beskyldt for at bestikke højtstående Fifa-medlemmer før valget.

- Formålet med gennemsigtighed er ikke at udstille enkeltpersoner ved at lufte deres beskidte sengetøj eller skade organisationen ved at vise, hvad der gik galt. Det er det modsatte.

- Hvis en institution har taget betydelige skridt i den retning, så vil gennemsigtigheden bevise netop det over for offentligheden, sagde Garcia.

Højt placerede Fifa-medlemmer har tidligere opfordret til omafstemning, hvis korruptionsanklagerne viser sig at være sande.

/ritzau/