Fifa afviser sommer-VM i Qatar i 2022

Fodbold-VM i Qatar i 2022 bliver ikke afviklet i de varme sommermåneder juni og juli.

Det fastslår Fifas generalsekretær Jerome Valcke onsdag.

- Spilletidspunktet for VM i Qatar bliver ikke i juni og juli, siger Valcke ifølge nyhedsbureaet AFP til Radio France.

- Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg, slutrunden vil blive afviklet mellem 15. november og 15. januar, lyder det fra generalsekretæren.

Spilletidspunktet har været et varmt emne, siden Qatar fik tildelt slutrunden i 2022, fordi temperaturen i de traditionelle VM-måneder juni og juli er meget høje i landet.

/ritzau/

 

Dagens Gossip