Fifa-boss: Afrika og Asien er underrepræsenteret ved VM

Skrevet af admin

26/10/2013

Dagens topnyheder

Måske kommer Afrika aldrig til at vinde VM i fodbold, fordi afrikanerne ligesom Asien er underrepræsenteret ved VM.

Det siger præsidenten for det internationale fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter, til forbundets magasin The Weekly.

- Jeg vil gerne se, at globaliseringen langt om længe bliver taget seriøst, og at de afrikanske og asiatiske forbund får den status, de fortjener ved VM, siger Blatter.

Europa (53 medlemslande) og Sydamerika (10) kommer sammenlagt til at have 18 eller 19 nationer med til næste sommers VM-slutrunde i Brasilien, selvom Europa og Sydamerika mønstrer 63 medlemslande mod de 100, som Afrika (54) og Asien (46) sammenlagt har.

- Afrika, kontinentet med de fleste medlemslande, er sørgeligt underrepræsenteret ved VM med kun fem pladser.

- Så længe det er tilfældet, kommer et afrikansk land måske aldrig til at vinde et interkontinentalt trofæ, og så er det lige meget, hvor meget de forbedrer sig på banen, siger Blatter.

/ritzau/dpa