Fifa-bosser har beriget selv med over en halv milliard

Skrevet af admin

03/06/2016

Mest læste i dag

Tidligere Fifa-præsident Sepp Blatter, tidligere Fifa-generalsekretær Jerome Valcke og tidligere vicegeneralsekretær Markus Kattner har beriget sig selv med 80 millioner dollar svarende til cirka 530 millioner kroner over en periode på fem år.

Det skriver Fifa på sin hjemmeside.

Fifa oplyser, at det er en koordineret indsats mellem de tre personer, der har gjort, at de kunne få udbetalt de mange penge gennem årlige lønforhøjelser, VM-bonusser og andre bonusser.

- Efterforskningen har vist tegn på tillidsbrud. Det rejser også spørgsmål om den rolle, som Fifas kompensationskomité har, lyder det fra Fifa.

Fifa skriver også, at udbetalingerne, der er foretaget mellem 2011 og 2015, ligger over det niveau, som ellers var normalt for løn og bonusser i den periode.

De tre personers kontrakter kan være ulovlige.

- En lille gruppe af tidligere Fifa-officials har draget fordel af kontrakterne, som synes at indeholde bestemmelser, der overtræder schweizisk lovgivning, skriver dpa.

Fifa oplyser, at oplysningerne er udleveret til de schweiziske efterforskere, som fredag ransagede Fifas hovedkvarter i Zürich.

Oplysningerne vil ligeledes blive udleveret til de amerikanske myndigheder.

Mens Sepp Blatter og Jerome Valcke i flere måneder har været udelukket fra al fodbold, blev Markus Kattner først sparket ud af Fifa i sidste uge på grund af kontraktbrud.

Tidligere fredag benægtede Fifa, at præsident Gianni Infantino er indblandet i forbundets korruptionssager.

/ritzau/