Fifa-chef går af i protest: Komité mister uafhængighed

Skrevet af admin

14/05/2016

Dagens topnyheder

En af de personer, som er gået forrest i kampen om at få ryddet op i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, er lørdag trådt tilbage.

Domenico Scala forlader sin post som chef for Fifas uafhængige klagekomité (audit and compliance committee).

Han mener, at de Fifa-reformer, som skulle få det skandaleplagede forbund ud af sin største krise nogensinde, er blevet undermineret.

Med 186 stemmer mod en til fredagens kongres i Fifa, fik forbundet ret til at fyre ansatte i deres uafhængige komitéer, som blandt andet tæller den etiske komité og klagekomitéen, hvor Scala selv var chef.

Ifølge Scala vil den nye ret til at fyre folk underminere essensen af god ledelse i Fifa, og det vil ødelægge afgørende fremskridt med reformerne.

- Fremover vil det til enhver tid være muligt for Fifas Council at forhindre undersøgelser mod enkelte medlemmer ved at afskedige de ansvarlige komitémedlemmer eller true med en fyring.

- Komitéerne bliver frataget deres uafhængighed og er i fare for at blive hjælpere til dem, de i virkeligheden skulle holde øje med, siger schweizeren.

Før den nye vedtagelse kunne komitémedlemmer kun blive fyret på den årlige Fifa-kongres, mens Fifa Council-møder kan blive holdt med kort varsel.

Fredagens Fifa-kongres var den første, siden Gianni Infantino blev valgt som præsident i Fifa i februar.

- Vi følger en demokratisk proces, siger Fifa-præsidenten.

- Hvis vi ikke gør noget, bliver vi kritiseret, og hvis vi gør noget, bliver vi kritiseret. Men vi skal også have kritik, hvis vi handler forkert. Kan vi vente et år, før kongressen kan fyre komitémedlemmer, som skal skiftes?

- Vi er nødt til at være fleksible for at opnå alle forandringerne, siger han.

Skandalerne i Fifa omhandler omfattende korruption og bestikkelse, og Scala har arbejdet hårdt for at få indført flere reformer.

Der er blandt andet blevet indført en skarpere opdeling af politik og økonomi, en tidsbegrænsning på, hvor længe fodboldledere kan sidde på magten, samt at flere kvinder skal have plads i Fifa Council.

/ritzau/