Fifa frikender Qatar for VM-korruption

Der bliver ikke en ny afstemning om værtskabet for fodbold-VM i 2022, som Qatar blev tildelt tilbage i december 2010.

En rapport, som er udarbejdet for det internationale fodboldforbund Fifas etiske komité, afslører ganske vist, at der var flere episoder i processen frem mod afstemningen, som ikke var helt fine i kanten, men de er angiveligt i småtingsafdelingen.

- Effekten af disse hændelser på processen som helhed er langt fra den tærskel, der ville kræve en tilbagevenden til budrunden eller genåbne den, skriver komitéens formand Hans Joachim Eckert i et 42 sider langt resumé af rapporten.

Specifikt om Qatar hedder det:

- Der er visse indikationer på potentiel problematisk opførsel af bestemte personer i forhold til Fifas etiske regler.

Der har også været et tæt parløb mellem den daværende præsident for det asiatiske fodboldforbund, Mohamed Bin Hammam og delegationen fra Qatar, men der er altså ikke fundet konkrete beviser på korruption.

Rapporten siger desuden, at der heller ikke er grund til at pille ved Ruslands værtskab for VM-slutrunden i 2018.

Det sker dog på en meget lidt oplyst baggrund, idet russerne ikke har bidraget særligt meget til opklaringen af, hvad der er foregået.

- Den russiske budkomité har kun stillet et begrænset antal dokumenter til rådighed. Det skyldes angiveligt, at de computere, der blev brugt, var leasede.

- De blev senere returneret til deres ejere, og ejeren har bekræftet, at de i mellemtiden er blevet tilintetgjort, står der i rapporten.

Fifa har afvist at offentliggøre den fulde rapport på flere hundrede sider, fordi der er personer, der har afgivet forklaring under betingelse af anonymitet.

Selv om rapporten ikke får konsekvenser for de lande, der har været involveret i budrunderne, så har Fifa varslet, at der vil blive rejst sager mod unavngivne enkeltpersoner, der har handlet ulovligt.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV