Fifa kræver italiensk redegørelse i racismesag

Det internationale fodboldforbund (Fifa) har bedt det italienske fodboldforbund (FIGC) om en redegørelse, efter at FIGC-vicepræsidenten Carlo Tavecchio er kommet med udtalelser, der kan tolkes som racistiske.

- Fifa har skrevet et brev til FIGC og bedt forbundet om at tage de nødvendige skridt for at lave en undersøgelse i sagen og meddele resultatet af denne til Fifa, skriver Fifa på sin hjemmeside.

Carlo Tavecchio, der stiller op til præsidentvalget i FIGC, har kaldt afrikanske spillere for "bananspisere".

Vicepræsidenten har undskyldt, men mener, at han er blevet misforstået.

- Det var en uheldig kommentar under en improviseret tale. Jeg har bedt om forladelse en, to, 20 gange, siger Carlo Tavecchio ifølge Sky Sport Italia.

Han blev før sagen regnet som favorit til at efterfølge Giancarlo Abete som præsident for det italienske fodboldforbund.

Abete trak sig efter Italiens fiasko i sidste måned ved VM i Brasilien, hvor holdet røg ud efter gruppespillet.

Carlo Tavecchios modkandidat ved præsidentvalget, den tidligere storspiller og nuværende FIGC-vicepræsident Demetrio Albertini, har straks benyttet muligheden til at sætte et angreb ind på sin konkurrent.

- Hans udtalelser taler for sig selv, siger Demetrio Albertini.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV