FIFA overvejer officielt at rykke VM til om vinteren

Snakken har været der længe, og fredag blev det så endeligt bekræftet. FIFA overvejer at rykke VM i 2022 i Qatar, så slutrunden bliver spillet om vinteren. Det blev bekræftet på et møde i FIFAs Eksekutivkomite.

Det internationale fodboldforbund frygter simpelthen, at Qatars høje sommertemperaturer kan skabe problemer for spillernes helbreds. Derfor er der nu nedsat en gruppe under ledelse af formanden for det asiatiske fodboldforbund, Sheikh Salman, der skal undersøge, om det overhovedet kan lade sig gøre at rykke VM.

Man skal dog ikke regne med, at der bliver truffet en afgørelse lige foreløbig. Gruppen skal først tale med medicinske eksperter, Tv-selskaber, de europæiske ligaer og mange andre interessenter. Derfor forventes de tidligst at finde frem til en konklusion efter VM i Brasilien næste år.

Qatar blev tildelt VM-slutrunden foran lande som Australien, Japan, Sydkorea og USA. Dengang fortalte oliestaten, at de ville lave aircondition på deres stadions, så varmen ikke ville blive noget problem. Men med FIFAs nye beslutning tyder meget altså på, at man ikke længere har tillid til at den løsning er tilstrækkelig.

Det er da også under en måned siden, Sepp Blatter indrømmede, at det nok var en fejl at tildele Qatar VM.

- Det var nok en fejl, at vi dengang valgte at give slutrunden til Qatar. Efter mange diskussioner og et kritisk blik på sagen er det i hvert fald den konklusion, jeg er kommet frem til. At afvikle VM om sommeren i Qatar er simpelthen uansvarligt, siger Sepp Blatter, sagde han dengang.

På mødet fredag blev FIFA formand Sepp Blatter samtidig også spurgt ind til arbejdsforholdene for de tusindvis af nepalesere, der i øjeblikket bygger de stadions, VM-kampene skal spilles på. Forhold, der ifølge papirer fra den nepalesiske ambassade i Qatar, har kostet mindst 44 nepalesere livet fra d. 4. juni til d. 8 august. Blatter tog da også afstand til forholdene.

- FIFA kan ikke blande sig i arbejdsmarkedet i noget land, men vi kan ikke ignorere dem. Et verdensmesterskab skal ikke bygges på uskyldiges blod. Det kan ikke accepteres af nogen, sagde Blatter.

Dagens Gossip

Dagens TV