Fifa sagsøger fodboldledere for millionbeløb

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, føler sig snydt for millioner af kroner og vil have sine penge tilbage.

Fifa har onsdag sagsøgt 41 personer ved de amerikanske domstole i en række sager om korruption.

De mange sager, der blandt andet involverer korruption omkring valget af VM-slutrunder og salg af tv-aftaler, bliver i øjeblikket behandlet i USA.

Om de mange mistænkte siger Fifa-præsident Gianni Infantino følgende:

- De har misbrugt deres positioner og den tillid, som de har haft i Fifa og andre internationale fodboldorganisationer, hvilket har forvoldt stor og vedvarende skade på Fifa, de nationale forbund og fodboldmiljøet.

- De penge, som er endt i deres lommer, tilhører fodbolden, og det var meningen, at de skulle bruges til at udvikle spillet.

- Som fodboldens verdensforbund vil Fifa have de penge tilbage, og vi er fast besluttet på at jagte dem så længe, det tager, siger Infantino.

/ritzau/