Fifa sender VM-penge til FCK og AGF

Der er penge på vej til både FC København og AGF i kølvandet på sidste sommers VM-slutrunden i Brasilien.

Den internationale fodboldforbund (Fifa) udbetaler en kompensation til de klubber, der stillede spillere til rådighed til sommerens slutrunde, og her er der altså to danske klubber på listen, der netop er blevet offentliggjort.

FC København modtager 109.200 dollar, svarende til 690.000 kroner, primært for at have afgivet Cristian Bolaños til Costa Ricas VM-hold.

AGF indkasserer 16.333 dollar (103.000 kroner), fordi USA havde Aron Johannsson med ved slutrunden.

Johannsson skiftede godt nok fra AGF til AZ Alkmaar i januar 2013, men alligevel falder der altså penge af til aarhusianerne.

- Fifa regner to sæsoner tilbage og ser på, hvor spillerne spillede i sæsonerne 2012/13 og 2013/14. Da Aron Johannsson blev udtaget til VM, vidste vi, at der ville komme nogle penge, og dem tager vi da imod med kyshånd, siger AGF's direktør Jacob Nielsen.

I alt er der 70 millioner dollar (442 millioner kroner) til deling mellem i alt 396 klubber. Mest får Bayern München, der kan se frem til 1,7 millioner dollar (knap 11 millioner kroner).

/ritzau/

Dagens Gossip