Fifa-sponsorer kræver forandringer

Skrevet af admin

18/07/2015

Dagens topnyheder

To af de helt store sponsorer hos fodboldsportens verdensforbund Fifa vil have ændringer i det kriseramte forbund. Helst meget snart.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Coca-Cola og McDonalds er dybt bekymrede over måden, Fifa bliver ledet på under Sepp Blatter, og vil have reformer, så man kan undgå de bestikkelsessager og korruptionsanklager, der har martret fodboldforbundet de seneste måneder.

Coca-Cola har bedt Fifa om at skabe en uafhængig kommission, som kan se på, hvilke reformer, der skal til.

- Vi har skrevet til Fifa og bedt dem støtte en uafhængig tredjeparts-kommission, som skal indføre reformer, siger en talskvinde til Reuters.

På samme måde skriver McDonalds i en meddelelse, at fastfood-giganten har meddelt Fifa, at der er brug for "meningsfulde ændringer, som kan genskabe tilliden til såvel fans som sponsorer."

Hos McDonalds mener man nemlig, at Fifas interne kontroller og procedurer "ikke stemmer overens med de forventninger, McDonalds har for sine samarbejdspartnere verden over."

McDonalds tager ikke stilling til, om Coca-Colas krav om en uafhængig kommission er det rigtige, men skriver dog i en meddelelse, at der skal ske noget.

- De seneste anklager og beskyldninger har skadet Fifa alvorligt og rammer lige i hjertet af vores sponsorat. Verden forventer konkrete handlinger og det samme gør McDonalds, lyver det i en meddelelse fra sponsoren.

De hårde og betydningsfulde ord fra sponsorerne kommer kort før et møde i Fifas eksekutivkomité på mandag. Her skal man diskutere mulige reformer og om muligt lægge en tidsplan for, hvornår et nyt præsidentvalg kan finde sted.

Sepp Blatter blev for nylig genvalgt som Fifa-præsident, selv om flertallet af europæiske lande var meget imod. Få dage senere valgte præsidenten dog at trække sig, fordi presset blev for stort.

/ritzau/