Fifa straffer Argentina med millionbøde

Skrevet af admin

11/07/2014

Dagens topnyheder

Det internationale fodboldforbund, Fifa, har idømt det argentinske fodboldforbund en bøde på 300.000 schweizerfranc for at undlade at bringe en spiller til pressemøderne op til de fire seneste VM-kampe. Det svarer til mere end 1,8 millioner kroner.

Argentinas landshold har ifølge Fifas disciplinærkomité forbrudt sig mod reglerne for medier og marketing, skriver Fifa på sin hjemmeside.

Reglerne siger, at et landshold til pressekonferencerne op til enhver kamp skal stille med landstræneren og mindst én spiller.

Men op til de fire seneste kampe har kun Argentinas landstræner, Alejandro Sabella, stillet sig til rådighed ved denne seance for pressen.

Ifølge Fifa er reglerne lavet sådan for at give medierne og i sidste ende fansene de bedste forudsætninger for at kunne følge holdets forberedelser op til en kamp.

Argentina får muligheden for at rette op på den konto, når der afholdes pressemøde op til søndagens VM-finale mod Tyskland.

/ritzau/