Fifa straffer fodboldledere med bøde og karantæne

Skrevet af admin

13/11/2015

Dagens topnyheder

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har fredag langet henholdsvis en bøde og karantæner ud til fodboldchefer fra Europa og Afrika.

Fifas etiske komité har idømt congoleserne Jean Guy Blaise Mayolas og Badji Mombo Wantete hver seks måneders karantæne.

De er henholdsvis vicepræsident og generalsekretær i Det Congolesiske Fodboldforbund.

De er blandt andet blevet straffet, fordi de har forbrudt sig mod artikel 20 i Fifas regelsæt, der omhandler at tilbyde eller tage imod gaver og andre ydelser.

Jean Guy Blaise Mayolas og Badji Mombo Wantete blev allerede i juni udelukket på midlertidig basis.

Fifa meddeler på forbundets hjemmeside, at de to fodboldledere kun mangler 45 dage i at have udstået deres straf.

Spanieren Angel Maria Villar Llona er ligeledes blevet straffet.

Vicepræsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) slipper dog med en bøde på 25.000 schweizerfranc, cirka 173.000 kroner.

Angel Maria Villar Llona har ud over bøden fået en advarsel, fordi han i første omgang undlod at samarbejde i de undersøgelser, der skulle kortlægge omstændighederne omkring tildelingen af værtskaberne for VM-slutrunderne i 2018 og 2022.

Senere valgte han at samarbejde, meddeler Fifa.

/ritzau/