Fifa suspenderer to sydamerikanske fodboldpræsidenter

Skrevet af admin

04/12/2015

Dagens topnyheder

Præsidenterne for fodboldforbundene i henholdsvis Sydamerika samt Nord- og Centralamerika er suspenderet i 90 dage af den etiske komité i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Det meddelte Fifa fredag.

Suspenderingen gælder for Alfredo Hawit Banegas fra Honduras samt Juan Angel Napout fra Paraguay, der begge er vicepræsidenter i Fifa.

Derudover er Napout præsident for Det Sydamerikanske Fodboldforbund (Conmebol), mens Alfredo Hawit Banegas er præsident for Det Nord- og Centralamerikanske Fodboldforbund (Concacaf).

De to blev torsdag anholdt af de schweiziske myndigheder i forbindelse med den korruptionssag i Fifa, der har stået på siden maj.

Det schweiziske justitsministerium mistænker de to sydamerikanere for at have modtaget penge for at have solgt marketingrettigheder i forbindelse med fodboldkampe i Latinamerika og ved VM-kvalifikationskampe.

Torsdag figurerede begges navne ligeledes på en liste fra det amerikanske justitsministerium over yderligere tiltalte i korruptionssagen.

Fifa meddelte fredag, at suspenderingen skyldes "anklageskriftet udstedt i går (torsdag, red.) af det amerikanske justitsministerium for anklager om pengeafpresning, sammensværgelse og korruption".

Begge har modsat sig udlevering til USA, men de schweiziske myndigheder vi nu bede USA søge formelt om en udlevering.

Fifa meddelte ligeledes fredag, at den suspenderede Fifa-præsident, Sepp Blatter, samt den suspenderede præsident for Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, Michel Platini, vil kende deres videre skæbne ved en Fifa-høring mellem 16. og 18. december.

Begge er suspenderet i 90 dage i øjeblikket, da schweizisk politi efterforsker en sag om korruption, som begge er indblandet i.

Fifa skal 26. februar næste år vælge ny præsident, da Blatter blev tvunget til at trække sig som følge af korruptionssagen.

/ritzau/