Fifa truer bekymret VM-værtsby til at makke ret

Skrevet af admin

21/02/2014

Dagens topnyheder

Borgmesteren i den brasilianske storby Recife har afvist at lave en fanzone, når VM bliver spillet til sommer.

Geraldo Julio mener ikke, at kommunekassen skal betale de omkring 45 millioner kroner, som det vil koste at have et officielt samlingssted for fodboldfans i byen under den kommende slutrunde.

Borgmesteren er desuden bekymret for, at brasilianere vil bruge gaderne til at demonstrere mod sociale problemer og de mange penge, Brasilien bruger på at afholde en af verdens største sportsbegivenheder.

Det internationale fodboldforbund, Fifa, vil dog ikke finde sig i, at Recife dropper fanzonen.

- Det er værtsbyerne forpligtet til. Hvis man har en kontrakt, og nogen ikke opfylder den, så kan man tage juridiske skridt i brug, siger Fifas marketingchef, Thierry Weil.

- Jeg har endnu ikke set på, hvilke skridt vi kan tage. Men jeg er sikker på, at der vil være fanzoner i alle 12 værtsbyer, siger han.

Recife er vært for fem kampe under VM-slutrunden, der bliver spillet fra 12. juni til 13. juli.

/ritzau/dpa