Fifa uddeler bøder efter homofobiske slagsange

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har uddelt en række bøder i Sydamerika efter flere episoder med homofobiske tilråb og sange under kvalifikationskampe frem mod VM i 2018.

Det er fodboldforbundene i Argentina, Chile, Mexico, Peru og Uruguay, der alle skal bøde for tilhængernes diskriminerende slagsange. Det er blevet afgjort, efter at Fifas afdeling for antidiskrimination har indsamlet beviser mod forbundene.

Fifa bekræfter, at Argentina, Mexico, Peru og Uruguay alle er blevet idømt bøder på 135.000 kroner for enkelte tilfælde, mens Chile er blevet idømt en bøde på 480.000 kroner efter fire forskellige episoder.

- Alle tilfældene drejer sig om homofobiske slagsange fra holdenes fans. Fifas disciplinære komité har fundet forbundene skyldige i at have overtrådt artikel 67 i Fifas disciplinære kodeks, lyder det i en udtalelse fra Fifa ifølge AFP.

Ud over de allerede uddelte bøder har Fifa også en igangværende sag mod fodboldforbundet i Honduras, der ligeledes beskyldes for "homofobiske slagsange fra dets tilhængere".

/ritzau/

Dagens Gossip