Fifa udpeger første kvindelige generalsekretær

Skrevet af admin

13/05/2016

Dagens topnyheder

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har fået ny generalsekretær, og valget er et historisk ét af slagsen.

Fredag blev der sat navn på den nye person i stillingen, og her blev Fatma Samoura fra Senegal udpeget.

Dermed har Fifa fået sin første kvindelige generalsekretær nogensinde.

Udnævnelsen af Fatma Samoura skete ved Fifas kongres i Mexico City.

Fatma Samoura er 54 år, og hun arbejder som FN-diplomat i Nigeria med FN's udviklingsprogram. Samoura har arbejdet i FN-regi i 21 år flere steder i Afrika, og hun har ikke tidligere været involveret i fodboldverdenen.

- Fatma er en kvinde med international erfaring og vision, som har arbejdet med nogle af de mest udfordrende emner i vores tid, siger Fifa's præsident, Gianni Infantino, ifølge Reuters.

Her oplyste Infantino, at der er blevet givet grønt lys til hans valg af ny generalsekretær, som typisk kaldes for nummer to i forbundets organisation.

- Hun har vist en evne til at opbygge og lede hold og forbedre den måde, som organisationer præsterer på. Som noget vigtigt for Fifa, så forstår hun også, at gennemsigtighed og ansvarlighed er kernen i enhver veldrevet og ansvarlig organisation, siger Infantino.

Fatma Samoura ser frem til sit arbejde i den ellers mandsdominerede organisation.

- I dag er en vidunderlig dag for mig, og det er en ære at blive generalsekretær i Fifa. Jeg ser frem til at bruge min erfaring fra ansvarlig regeringsførelse i arbejdet med reformerne, som allerede er i gang i Fifa, lyder det fra Samoura i en udtalelse.

Den tidligere generalsekretær i Fifa var franske Jerome Valcke. Han blev fyret i januar og udelukket fra at arbejde i fodboldverdenen i 12 år.

Det skete, efter at et Fifa-tribunal idømte ham den lange karantæne fra alle fodboldrelaterede aktiviteter som følge af, at han var involveret i fusk med VM-billetter og tv-aftaler.

Tyske Markus Kattner har været midlertidig generalsekretær i perioden efter Valcke.

Fifa er i gang med et større oprydningsarbejde, hvor man ønsker at indføre en række reformer.

Det sker i kølvandet på hele den store korruptionsskandale, der i et års tid har præget Fifa, og som betød, at Gianni Infantino i februar tog over som præsident, efter at schweiziske Sepp Blatter trådte tilbage som følge af skandalerne.

Fatma Samoura tiltræder i jobbet i midten af juni.

/ritzau/