Fifa-whistleblower så Qatar bestikke afrikanere

Skrevet af admin

09/12/2014

Dagens topnyheder

Det kan godt være, at det internationale fodboldforbund Fifas etiske komité mener, at der ikke er grund til at genoverveje beslutningen om at tildele Qatar VM-værtskabet i 2022, fordi der ikke er tilstrækkelige beviser på den påståede korruption.

Ikke desto mindre leverer whistlebloweren Phaedra Almajid endnu en bredside mod fodboldlederne fra Qatar, som hun arbejdede for som kommunikationschef i perioden op til afstemningen om værtskabet.

Hun fortæller til fodboldmagasinet France Football, at hun i januar 2010 var til stede i en hotelsuite i den angolanske hovedstad, Luanda, hvor en unavngiven afrikansk fodboldleder fik en stor sum penge.

Delegationen fra Qatar gav udtryk for, at man ville give en million dollar til det pågældende fodboldforbund.

- Manden svarede uden at kigge: Ah, en million dollar. Hvorfor ikke halvanden?

- Manden fra Qatar sagde, at han håbede på at få støtte. Det sagde den anden ja til, og så sluttede mødet, siger Almajid til magasinet.

Hun hævder, at to andre afrikanske ledere også fik penge af repræsentanterne for Qatars kampagne.

Phaedra Almajid blev fyret fra sin stilling i 2010.

Under tilsagn om anonymitet afgav hun vidneudsagn i Fifas interne undersøgelse af budprocessen og blev chokeret, da hun senere i forbindelse med rapportens offentliggørelse blev nævnt ved navn af Fifas etiske chef, Hans-Joachim Eckert.

/ritzau/