Fifas rapport om Qatar-VM er udskudt

Offentligheden kommer til at vente lidt tid endnu, før der kommer nyt om omstændighederne bag Qatars værtskab for VM i fodbold i 2022.

Det internationale fodboldforbund (Fifa) meddeler, at den interne Fifa-undersøgelse, der skulle have været klar i juli, først ventes færdig i den første uge af september.

Oliestaten, der i december 2010 blev tildelt VM-værtskabet, er siden i medierne blevet beskyldt for at have købt sig til værtskabet med bestikkelse.

Fifa har i halvandet år haft undersøgelsen i gang under ledelse af chefefterforsker Michael Garcia.

Ledelsen for Qatars værtskab har hele tiden holdt fast i, at alt er foregået efter reglerne.

- Vi har holdt os selv op på de højeste etiske standarder. Vi er tilfredse med, hvordan vi har grebet tingene an, sagde kommunikationsdirektør for Qatars VM-organisation, Nasser Al Khater, for cirka en måned siden til tv-stationen Al Jazeera.

Valget af Qatar har medført indædt kritik, fordi verdens største fodboldbegivenhed dermed skal afvikles i et land på en fjerdedel af Danmarks størrelse, et land uden fodboldtradition og hvor temperaturen i VM-månederne når op omkring 50 grader.

Sammenholdt med korruptionsanklagerne har det fået internationale fodboldledere til at kræve omvalg.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV