Fifas sponsorer vil have Blatter væk med det samme

Skrevet af admin

02/10/2015

Dagens topnyheder

Coca-Cola, McDonalds og Visa opfordrer fredag Sepp Blatter til at træde tilbage som præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) med øjeblikkelig virkning.

Opfordringen kommer, efter at de schweiziske myndigheder for en uge siden åbnede en sag mod Blatter, der mistænkes for at have foretaget en illoyal Fifa-betaling på to millioner schweizerfranc til præsidenten for Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), Michel Platini.

- For hver dag, der går, så bliver Fifas ry endnu mere plettet, lyder det i en meddelelse fra Coca-Cola.

- Fifa har behov for en gennemgribende reform, og det kan kun ske med en uafhængig tilgang, mener læskedrikproducenten.

Burgerkæden McDonalds opfordrer ligeledes Sepp Blatter til at trække sig.

- De seneste ugers begivenheder fortsætter med at ødelægge Fifas rygte og troen på dets lederskab, oplyser McDonalds.

Samme melding kommer fra kreditkortudbyderen Visa.

Coca-Cola, McDonalds og Visa har gennem en årrække været blandt Fifas største sponsorer i forbindelse med fodboldturneringer.

De tre store amerikanske firmaer er blandt Fifas kommercielle partnere til VM i Rusland om tre år.

Fifa blev i slutningen af maj ramt af en stor skandale, da flere topfolk blev arresteret på grund af mistanke om korruption og hvidvaskning af penge. Det skete umiddelbart før forbundets kongres i Zürich.

Selv om 79-årige Sepp Blatter på kongressen blev genvalgt til en ny præsidentperiode, blev presset til sidst så stort, at han til næste år stiller sin plads til rådighed for en afløser.

/ritzau/