Figo ser frem til æra med gennemsigtighed og demokrati

Skrevet af admin

03/06/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere portugisiske fodboldstjerne Luis Figo havde ambitioner om at skabe forandringer i det internationale fodboldforbund, Fifa, men han opgav sit kandidatur til præsidentvalget, da han ikke mente, at valgkampen foregik på fair vis.

Derfor var det med stor glæde, at han tirsdag modtog nyheden om, at den genvalgte præsident, Sepp Blatter, havde valgt at fratræde som følge af tiltagende beskyldninger om korruption.

- Det er en god dag for Fifa og for fodbolden, siger Luis Figo ifølge nyhedsbureauet DPA.

- Endelig kommer der ændringer. Lad os finde en løsning til at starte en ny æra med gennemsigtighed og demokrati, tilføjer Figo på Twitter.

Nu nævnes Figo igen som en af de mulige kandidater til at efterfølge Blatter. Det samme er tilfældet med Michael van Praag, der med samme begrundelse som Figo trak sit kandidatur tilbage 21. maj - otte dage inden præsidentvalget.

- Dette er rigtigt gode nyheder. Nu skal jeg først til møde med Uefa (det europæiske fodboldforbund) på lørdag, og derefter vil jeg være i stand til at afklare mine planer, siger van Praag til avisen Algemeen Dagblad ifølge nyhedsbureauet NTB.

Den kommende præsident vil blive udpeget på en ekstraordinær kongres i Fifa. Forbundets formand, Domenico Scala, oplyste tirsdag, at det sandsynligvis vil blive mellem december og marts.

/ritzau/