Filippinerne indstiller eftersøgning efter overlevende

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Filippinske redningsfolk har lørdag indstillet eftersøgningen efter overlevende efter et voldsomt jordskælv på turistøen Bohol, hvor mindst 180 mennesker mistede livet.

- Redningsoperationerne er afsluttet, og i stedet er vi gået i gang med genopbygningsarbejde, siger katastrofechef Eduardo del Rosario.

- Vi leder fortsat efter 13 savnede. Vores mandskab arbejder nu på at lede efter deres lig, siger topdirektøren i det Nationale Katastrofe Risikobegrænsnings- og Forvaltningsråd på en pressekonference.

Øen har omkring en million indbyggere, og det er en af landets vigtigste turistdestinationer, der blev ramt af jordskred, sammenstyrtede broer, ødelagte veje og kollapsede bygninger ved torsdagens jordskælv, der blev målt til 7,1.

Bohol, der ligger omkring 600 kilometer fra hovedstaden, Manila, er kendt for sine strande, sine rullende "Chokoladehøje", bittesmå spøgelsesaber, og flere hundrede år gamle katolske kirker, hvoraf mange er styrtet sammen eller har fået omfattende skader.

Del Rosario siger, at 167 mennesker blev dræbt på øen. Der var 12 omkomne på øen Cebu og en på Siquijor. I alt 13 personer er fortsat savnet.

Der er ikke meldt om omkomne blandt udenlandske turister.

Bohols guvernør, Edgar Chatto, sagde på et pressemøde, der blev udsendt af filippinske radiostationer, at elektriciteten igen fungerer på øen, ligesom flere veje, der har været spærret af jordskred, også er genåbnet, og det sætter fart på nødhjælpen.

Katastroferådet siger, at jordskælvet har gjort knap 400.000 mennesker hjemløse. Mange bor fortsat i improviserede telte, fordi de er bange for efterskælv og ikke tør vende hjem.

Jordskælvet ødelagde flere end 34.000 huse i hele regionen, og omkring 109.000 mennesker har søgt ly i regeringsdrevne lejre på Bohol.

/ritzau/AFP