Filippinernes præsident flytter til tyfonområde

Filippinernes præsident, Benigno Aquino, opholder sig i byen Tacloban, og her vil han blive, indtil der kommer skred i hjælpeoperationerne efter monstertyfonen Haiyan, som raserede dele af Filippinerne, herunder Tacloban, for godt en uge siden.

- Jeg bliver, indtil jeg er overbevist om, at der ikke er mere, vi kan gøre her, siger præsidenten.

- Jeg vil lempe de hårde forhold, som de her mennesker står over for, så hurtigt som muligt, tilføjer præsident Aquino.

Tyfonen pløjede sig igennem det østlige Filippinerne den 8. november med rekordkraftig blæst på over 300 kilometer i timen.

Byer blev jævnet med jorden, og blæsten udløste tsunami-agtige bølger.

Søndag steg det officielle dødstal til 3976. 1590 er fortsat savnet, og næsten fire millioner mennesker er tvunget væk fra deres tyfonraserede hjem.

Filippinernes regering er blevet kritiseret af mange af ofrene for at have reageret for langsomt på katastrofen.

Men nu forsikrer præsidenten om, at hjælpen kommer, og at regeringen vil hjælpe folk på fode igen.

- Regeringen vil vende alle sten for at finde en måde, hvorpå I kan få, hvad I har brug for, sagde han tidligere søndag i byen Guiuan, hvor 99 mennesker omkom under tyfonen, og hvor 16 fortsat er savnet.

- Men I må også selv begynde genopbygningen. Det vil gøre rehabiliteringen hurtigere, tilføjede Aquino.

Filippinerne og ofrene står ikke alene i denne tid.

Der er kommet hjælp fra 41 lande, fra EU og fra internationale hjælpeorganisationer.

Hjælpen løber ifølge Filippinernes udenrigsministerium søndag op i 248 millioner dollar, knapt 1,4 milliarder kroner.

Nogle lande bidrager også med soldater, lægehold, entreprenørmaskiner, helikoptere og fly i den store hjælpeoperation.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip

Dagens TV