Filippinsk bokseikon skal sætte sine stød ind i senatet

Skrevet af admin

10/05/2016

Mest læste i dag

Bokselegenden Manny Pacquiao er ifølge de foreløbige valgresultater sikret en plads i det filippinske senat.

Dermed er 37-årige Pacquiao et skridt tættere på drømmen om at blive præsident i sit hjemland.

Med omkring 15 millioner personlige stemmer, da 91 procent af stemmerne var optalt, bragede Pacquiao ind som nyt og prominent medlem af senatet.

Pacquiao har været et symbol på håb for den fattige del af den filippinske befolkning, fordi han selv har kæmpet sig op fra at være en desperat gadedreng til en superstjerne i bokseverdenen.

Pacquiao boksede og vandt sin sidste professionelle kamp over amerikaneren Timothy Bradley i Las Vegas i sidste måned.

Den populære nationalhelt vil nu gå efter en karriere som fuldtidspolitiker og har sagt, at han vil kæmpe for at blive landets øverste chef.

- Hvis en leder ikke har oplevet at være fattig, så kan han ikke oprigtigt føle med de fattige.

- Jeg ved, hvordan det føles for de børn, som sover på gaden og bruger papkasser som tæpper. Jeg ved, hvordan det føles at være sulten en hel dag, hvor man kun drikker vand for at overleve, har Pacquiao sagt.

Med sejren i april i bokseringen afsluttede Pacquiao en 21 år lang professionel karriere med 58 sejre, seks nederlag og to uafgjorte i sine 66 kampe. Samtidig fik han også revanche for nederlaget til Timothy Bradley i 2012.

Sidste år i maj var Pacquiao med kælenavnet "Pac-Man" den ene halvdel af kampen, der blev promoveret som "århundredets boksekamp". Her tabte Pacquiao til amerikaneren Floyd Mayweather.

/ritzau/