Filippinsk præsident lover nådesløse drab på kriminelle: Ingen kan stoppe os

Skrevet af admin

25/07/2016

Mest læste i dag

I en tale til nationen tordner Filippinernes præsident mod narkobaroner og kriminelle. De skal bekæmpes uden nåde, og han følger dermed op på sine løfter fra valgkampen tidligere i år.

- Vis dem ingen nåde, da de ikke viser os nåde, siger Rodrigo Duterte.

Den 71-årige præsident vandt en sikker valgsejr i maj, på løfter om at han ville udrydde al kriminalitet med barske metoder.

Dengang sagde han, at landets sikkerhedsstyrker skal skyde for at dræbe. Titusinder ville blive dræbt, lød det fra Duterte.

I talen mandag advarede præsidenten om, at hverken præster eller menneskerettighedsgrupper kan redde de kriminelles liv.

Han opfordrer politiet til at fordoble - eller om nødvendigt tredoble - indsatsen mod de kriminelle.

- Vi stopper ikke, før den sidste narkobaron, den sidste økonomiske bagmand og den sidste pusher har overgivet sig, er sat bag tremmer eller ligger under jorden, siger Duterte.

Politiet har ifølge nyhedsbureauet AFP dræbt flere end 200 narkohandlere, siden Duterte overtog roret i slutningen af juni.

Medier i landet hævder, at antallet af dræbte er langt højere. De rapporterer om et stort antal skuddræbte og knivdræbte, der er blevet fundet landet over.

Præsidenten er meget populær. En måling fra Pulse Asia i denne måned viser, at 91 procent af befolkningen har tillid til Duterte.

- Hvis du ikke ønsker at dø. Hvis du ikke ønsker at komme noget til, så stop med at sætte din lid til præster og menneskerettighedsadvokater, siger Duterte.

Rodrigo Duterte erklærede under talen en ensidig våbenhvile i striden med kommunistiske oprørere. Den konflikt, som har kostet tusinder af liv, har stået på i årtier.

/ritzau/AFP