Filippinske FN-soldater skyder sig fri på Golan

Skrevet af admin

30/08/2014

Mest læste i dag

Under en skudkamp på den syriske del af Golanhøjderne mellem Israel og Syrien har en gruppe filippinske FN-soldater, der i flere dage har været belejret af militante islamister, kæmpet sig fri.

Det siger FN-kilder til Reuters.

Det drejer sig om 32 FN-soldater.

Imidlertid er en anden gruppe filippinske FN-soldater stadig belejret på Golan, og der er skudkampe i gang, siger en presseofficer fra FN.

Diplomatiske FN-kilder siger sent lørdag, at de militante islamister har fået forstærkninger. De ekstra militsfolk er kommet til stedet i flere end 20 køretøjer, siger kilderne.

Kampene brød ud tidligt lørdag mellem omkring 40 filippinske FN-soldater og militante islamister.

FN-soldaterne befinder sig i en af to FN-lejre på den syriske side af grænsen på Golan.

Den lejr, hvor der blev skudt, er identificeret som nummer 68, og den kom angiveligt under angreb allerede lørdag morgen klokken seks lokal tid, oplyste Voltaire Gazmin, Filippinernes forsvarsminister.

Omkring fire kilometer væk i lejr nummer 69 befinder sig ifølge oplysningerne 35 filippinske FN-soldater, der ikke har været indblandet i skyderierne.

Omkring 12 timer efter, at skudkampene brød ud lørdag morgen, så en fotograf fra Reuters 11 pansrede køretøjer fra FN vende tilbage til deres base i et israelsk-kontrolleret område af det strategiske Golan-højdedrag, der ligger ved Geneseret Sø.

Soldaterne er en del af FN-styrken Undof, som har været observatører ved grænsen siden 1974. Da indgik Israel og Syrien en våbenhvileaftale efter krigen i 1973.

Israel erobrede Golan under krigen i 1967 og har siden holdt området besat og har også annekteret en del af det. Teknisk set har Israel og Syrien siden da været i krig.

Undof har 1223 FN-soldater fra seks lande.

FN forsøger fortsat at finde ud af, hvor 44 fijianske FN-soldater, som også er en del af Undof, er henne. De blev bortført tidligere i denne uge af militante, der menes at komme fra en al-Qaeda-gruppe.

/ritzau/Reuters