Film-darling tager et års pause

Det er blevet til otte film på bare 12 måneder. Og nu skal den travle og meget populære skuespillerinde Jennifer Lawrence have en pause.

Det fortæller stjerneproducer Harvey Weinstein, som blandt andet har arbejdet sammen med Lawrence på "Silver Linings Playbook", til avisen The Sun. Det skriver Female First.

- Hun skal have en lang pause i et år, hvor hun ikke vil lave noget. Det har været non-stop for hende, og hun fortjener en pause, fortæller Weinstein om den 23-årige Lawrence, som sidste år vandt en Oscar for sin rolle i netop "Silver Linings Playbook".

Samtidig forsvarede produceren Lawrences beslutning om ikke at deltage i det engelske filmgalla BAFTA, selvom hun var nomineret til en pris for sin rolle i filmen "American Hustle".

- Jennifer er alt for sød og vil gerne gøre andre mennesker tjenester. Hun siger ja til en film som "American Hustle", selvom hun burde have taget en pause, siger Weinsten til The Sun og fortsætter:

- Hun sagde ja til "Hunger Games"-serien, da hun var meget ung og ikke indså, hvor meget det ville komme til at dominere hendes liv. Men hun er meget professionel, og det vil hun altid være, siger han.

Jennifer Lawrence er lige nu aktuel i de danske biografer i filmene "American Hustle" og "The Hunger Games: Catching Fire". Fra den 22. maj kan hun også opleves i rollen som Mystique i "X-Men: Days of Future Past".

Newspaq

Dagens Gossip