Film på vej til super-tv

Skrevet af admin

07/01/2016

Dagens topnyheder

Så er der omsider godt nyt til de tusindvis af danskere, som har købt et af de nye tv, der kan vise billeder i det nye superformat UHD.

Problemet har hidtil været, at der ikke var noget tilgængeligt indhold. Hverken afspillere eller tv-kanaler har understøttet den høje opløsning.

På verdens største messe for forbrugerelektronik, CES, der afvikles i denne uge i Las Vegas, har flere af de store producenter løftet sløret for Bluray-afspillere, som kan vise film i UHD-formatet, der også kaldes 4K og har en opløsning, der er fire gange så høj som almindeligt HD.

Store producenter som Samsung, Panasonic og Sony har ifølge flere amerikanske teknologimedier afspillere på vej. Enkelte er allerede tilgængelige på det japanske marked, og de ventes på gaden i USA og Europa i løbet af foråret.

Flere af tv-producenterne har også indgået samarbejdsaftaler med streaming-operatører, som for eksempel Netflix. Hos Philips har man indgået en aftale med Amazon, der herhjemme først og fremmest er kendt som en udvidet netboghandel, men som nu satser stort på streaming af tv-indhold.

Mulighederne for videostreaming øges, ifølge nordisk salgsdirektør Henrik Kyhl, betragteligt i løbet af første halvår med tilføjelsen af Amazon Instant Video-tjenesten til Philips Android TV-platform. Det sker, når de første 2016-modeller af Philips TV lanceres.

- Tjenesten tilbyder Full HD-streaming til alle Philips Android TV med mulighed for 4K/UHD-streaming til udvalgte modeller. I meget nær fremtid kommer der information om, hvilke modeller det drejer sig om, siger Henrik Kyhl.

Selv om der således er indhold på vej til de nye fladskærme, så har det fortsat lange udsigter med tv-kanaler, der sender i UHD. Hos Boxer, der er den største danske distributør af antennebaseret tv, tror administrerende direktør Ulf Lund ikke, at UHD-fremtiden ligger lige for.

- Hos Boxer tror vi på HD som den nye sendestandard, og derfor fordobler vi i løbet af foråret vores udbud af HD-kanaler fra 8 til 16. Til gengæld tror vi, at UHD i mange år frem vil vedblive med at være et nicheprodukt for feinschmeckere, siger han.

Hos Danmarks største distributør af tv-kanaler, Yousee, ser man heller ikke en snarlig overgang til UHD.

- Vi ser for øjeblikket ikke behovet for 4K/UHD i 2016, siger administrerende direktør René Brøchner, der henviser til, at de første testudsendelser formentlig vil blive lavet i forbindelse med for eksempel OL til sommer.

- Hertil kommer muligheden for at få enkelte lejefilm, Blockbuster-film, i 4K. Så udviklingen med 4K i det udbudte materiale går langsomt. Vi forbereder os dog på at kunne levere 4K, når det bliver muligt og nødvendigt, siger René Brøchner.

/ritzau/