Filmede nøgenbadere - risikerer op til et halvt års fængsel

Skrevet af Elo Christoffersen

01/08/2013

Mest læste i dag

En strid mellem Henrik Passke og en flok ældre mænd, der dagligt nøgenbader på Enø ved Karrebæksminde kan ende med en fængselsstraf til Henrik Paaske. Han filmede de nøgne mænd og lagde klippet ud på Youtube - et klip, som i weekenden blev fjernet på videodelingstjenesten.

Henrik Paaske begrunder optagelsen med, at mændenes nøgenbadning hver morgen klokken 8 på stranden krænker hans 11­-årige datters blufærdighed.

Læs også: Nøgenbadere forarger på stranden

I videoen kunne man høre en diskussion mellem Henrik Passke og de nøgne mænd:

- Vi gider ikke diskutere med dig. Du skulle tage at sætte dig ind i reglerne kammerat, og det har vi gjort, lyder det fra en af de badende mænd i videoen.

- Og det er ikke utidigt og blufærdighedskrænkende?

- Det er det overhovedet ikke.

- I synes ikke, at det er blufærdighedskrænkende at gå forbi en pige på 12 år eller otte år med stor hængepik? spørger Henrik Paaske.

To af de nøgenbadende mænd har undersøgt reglerne og de mener ikke, at de gør noget forkert. Derfor har de politianmeldt Henrik Paaske, skriver tv2.dk.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bekræfter over for tv-stationen, at de har modtaget anmeldelserne. Sagen skal dog først undersøges inden politiet kan sige noget om, hvorvidt Henrik Paaske kan straffes eller ej.

Han risikerer dog op til et halvt års fængsel, hvis han dømmes efter straffelovens paragraf 264 linje d:

- Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person.