Filminstitut: Oscar-kandidater er gode og solide bud

Skrevet af admin

03/09/2015

Mest læste i dag

I dag er første heat i Oscar-kapløbet skudt i gang med den danske Oscar-shortlist, hvor en komité har præsenteret tre bud på en dansk nominering.

Direktøren for DFI og formand for den danske Oscar-komité, Henrik Bo Nielsen, er meget tilfreds med listen, som inkluderer "Krigen" af Tobias Lindholm, "The look of silence" af Joshua Oppenheimer og "Mænd og høns" af Anders Thomas Jensen, som alle kæmper om en nominering i kategorien "bedste ikke engelsk-sprogede film".

- De tre film præsenterer tre meget forskellige billeder af det danske filmlandskab. Det er stærke historiefortællere, navne der før har klaret sig fint i Oscar-sammenhæng og som har international bevågenhed, siger Henrik Bo Nielsen.

- De tre film repræsenterer tre rigtig gode og solide bud på danske Oscar-kandidater, siger han og understreger, at komitéen alene er optaget af, hvad der vil falde i akademiets smag.

Han har umiddelbart svært ved at vurdere, om Danmark skal have drømme om en Oscar-nominering.

- Det er hundesvært, for der er altid sindssygt gode film iblandt, men hvis man kigger på de sidste seks-syv år, så er det oftere lykkedes at få en dansk film på shortlist. Men det er meget svært at forudse, hvad der skal til, siger Henrik Bo Nielsen.

Han siger, at der generelt var enighed i komitéen om de film, som er blevet udvalgt til listen.

- Der var en hård og sund konkurrence. Der var ikke store uenigheder, men der var temperamentsforskelle undervejs, siger Henrik Bo Nielsen.

Der er stadig lang vej til en Oscar-nominering for de tre film. Den 23. september bliver kun én ud af de tre udvalgt til at blive indstillet som Danmarks bud på en Oscar-værdig film.

Herefter skal en komité udvælge ni film fra alle lande til en ny shortlist. Og til sidst skal to uafhængige komitéer vurdere de ni udvalgte film og vælge fem, der endelig får en Oscar-nominering.

Oscar-uddelingen finder sted den 28. februar 2016.

/ritzau/